Sonden ramte ham på en meter fyrre. Jeg gravede, indtil skovlen fandt en jakke, så indtil jakken fandt en mand, så indtil manden hostede. Nu ligger han på båren på min station og taler, siden han kunne.
»Du tog ikke mit board med.« – »Dit board ligger under fire meter sne.« – »Det var dyrt.« – »Du var også dyr.« Tobias griner med blå læber. I sytten års bjergredning har jeg aldrig gravet nogen frem, der først spurgte efter sit board.
Udenfor er stormen taget til, og radioen giver kun støj. Helikopteren kommer ikke i dag. Måske ikke i morgen. Forrådene rækker til tre dage, hvis han ikke spiser, som han taler.
Jeg lægger brænde på. Hytten er ét rum, én ovn, to briksen, og den ene er min. Han ser mig bevæge mig, som en, der ikke er vant til at blive passet på, og hader, at det behager ham.
»Hvorfor tog du derop?« spørger jeg. »Skråningerne var spærret.« – »Fordi de var spærret.« Han siger det, som om det var logisk. »Jeg kører helst alene.« – »Du døde næsten alene.« – »Det ville også have været logisk.«
Han griner, men det er ikke en latter, og jeg kender tonen. Jeg har selv brugt den, for nogle år siden, ved en anden ovn. Jeg sætter mig på gulvet, ryggen mod briksen, så jeg ikke behøver at se på ham.
»Tre dage,« siger jeg. »Du kan tale eller tie, men du kan ikke løbe væk. Sneen når til vinduet.« Bag mig bliver det stille. Så siger han, helt stille, helt anderledes: »Jeg ved det.«
