Den tredje reol fra venstre hvisker højest. Jeg står foran den, lampen i hånden, og hører en kvindestemme fra et bind om vandbygning, der fortæller om en mand, som aldrig kom tilbage. Bøgerne i Prags bibliotek taler til mig, siden jeg begyndte at arbejde her. Jeg har lært ikke at nævne det.
»Ash?« Milan står for enden af gangen, nøglebundtet i hånden, det smil, han giver til alle. Nattevagten. Han har været her i to uger, og han er det eneste menneske, der udtaler mit navn rigtigt uden at tøve.
»Er alt i orden?« – »Jeg katalogiserer.« Han kommer nærmere, langsomt, ser på reolen. Så siger han den sætning, jeg har frygtet og længtes efter i fire år: »Den her er højlydt, ikke? Den med vandbygning.«
Mit hjerte snubler. Ingen hører dem. Ingen udover mig. »Hører du den?« – »Selvfølgelig.« Han siger det for hurtigt. Han ser på min mund, ikke på bogen. Han lyver. Jeg ved ikke, hvor jeg ved det fra, men jeg ved det lige så sikkert som støvet på mine fingre.
»Hvad siger den?« spørger jeg. Milan tøver. Et sekund, to. »Noget trist,« siger han så, og det er sandt, og det er også ikke sandt, fordi alle bøger her siger noget trist.
Han bliver stående ved siden af mig, for tæt på til en vagt, for langt væk til alt andet. Jeg dufter kaffe og kold natteluft af ham. »Jeg går min runde klokken tre,« siger han. »Kom med. Jeg viser dig et rum, du ikke kender.«
I vandbygningsbindet tier kvindestemmen. For første gang, siden jeg hørte den. Og i stilheden, der bliver tilbage, hvisker noget andet, dybere inde i reolen, med Milans stemme, selvom Milan lige nu ikke siger noget.
