Klokken fire tolv, og køkkenet lugter af terpentin, fordi jeg har glemt mine pensler i vasken. Ben står foran dem, i T-shirt, og ser på penslerne som på en forbrydelse. »Amelie. Vi havde en regel.«
»Vi havde fem regler. Jeg overholder tre.« Jeg åbner køleskabsdøren og stiller mig i lyset, der falder ud, fordi jeg ellers ikke ved, hvor jeg skal gøre af mig selv. Tre måneder som stedsøskende. To måneder på Frederiksberg, tre værelser, en gang. Siden i nat deler vi badeværelset, fordi vandet i mit er stoppet.
Han rydder penslerne væk. Omhyggeligt, i et glas, med vand, sådan som man skal gøre det, og som jeg aldrig gør det. Han er seksogtyve og lever, som om han har en brugsanvisning til alt. Til mig har han ingen.
»Hvorfor er du vågen?« spørger jeg. »Hvorfor er du vågen?« – »Jeg har malet.« – »Jeg har hørt dig male.« Det er ikke noget svar. Han har hørt mig gennem væggen i tre måneder. Jeg hører ham også. Jeg har aldrig sagt det.
Han læner sig op ad køleskabet ved siden af mig, og køkkenet er smalt, og hans skulder er varm, og lyset gør os begge blege og ærlige. »Din mor har spurgt, om vi kommer til påske,« siger han. »Som familie.«
»Som familie,« gentager jeg. Det lyder forkert i min mund, lige så forkert som hans T-shirt, der egentlig er min, som han har taget fra vasketøjet, og som jeg ikke tager fra ham.
»Amelie,« siger han, og denne gang uden regel i tonen. »Gå i seng.« Jeg går ikke. Han går ikke. Køleskabet summer, og gangen mellem vores værelser er to meter lang, og ingen af os bruger den.
