To kufferter står i min entre. Nadja står imellem dem og ser ud, som om hun ikke har sovet i dagevis, hvilket er sandt, det ved jeg, fordi min bror ringede til mig klokken to og skreg, og hun klokken tre og skreg ikke.
»To uger,« siger hun. »Indtil jeg finder noget. Ikke længere.« – »Så længe du vil.« – »To uger, Leon.« Hun har øvet sætningen. Jeg hører det. Jeg tager den tungeste kuffert og bærer den ind i gæsteværelset, som jeg i går aftes ryddede, efter hun havde lagt på.
Hun var først min veninde. Det ved ingen udover mig og måske hende. En sommer for ni år siden, koncerter, natbusser, en aften, hvor jeg kunne have sagt noget og ikke sagde noget. Så mødte min bror hende, i mit køkken, og jeg vaskede op.
»Sengen er linet op med rent sengetøj.« – »Det behøvede du ikke.« – »Det ved jeg.« Hun sætter sig på sengekanten, i min lejlighed, i en sweater, jeg kender fra familiesammenkomster, og ser på sine hænder, hvor der ikke længere er nogen ring.
»Han siger, jeg aldrig har elsket ham,« siger hun. Jeg forbliver tavs. Jeg står i døråbningen og holder fast i den, uden at man kan se det. »Jeg ved ikke, om han har ret.«
Lejligheden er lille. Badeværelse, køkken, mit værelse, hendes. Jeg kender hver eneste lyd her, og fra i nat vil der være en lyd mere, hendes, gennem væggen, fjorten nætter lang. Jeg har brugt fireogtredive år på at lære, hvad loyalitet er. Jeg har brugt én nat på at vide, hvad den koster.
»Leon«, siger hun uden at se op. »Hvorfor sagde du ikke noget dengang? Den sommer.« Så ved hun det altså. Hun har altid vidst det. Jeg står i døråbningen, og lejligheden er pludselig meget mindre end to værelser.
