Det tredje brev lå på flyglet. Ikke i postkassen, ikke under døren. På flyglet, i mit aflåste øverum, mellem noderne til turneen. Derefter diskuterede pladeselskabet ikke længere.
»Ma'am.« Han står i min entré med en enkelt taske. Aleks. Tidligere militær, står der i hans mappe, ellers ikke meget. Han er et hoved højere end mig og larmer mindre end min kat. »Jeg indretter mig i gæsteværelset. Jeg har brug for plantegningerne og din dagsplan.«
»Jeg har ikke nogen dagsplan. Jeg har klaver.« – »Så har jeg brug for den.« Han siger det uden ironi. Han har, tror jeg, ingen. Hvad han har, er et blik, der måler hvert rum, før han træder ind i det, og som inkluderer mig i det, som om jeg var et vindue uden lås.
Den første aften øver jeg Rachmaninoff, fordi jeg er vred, og hører ham ikke komme. Han står i døråbningen, da jeg stopper. Ikke i rummet. I karmen, præcis på stregen. »Fortsæt venligst, Ma'am. Jeg tjekker vinduesiden.«
Han tjekker vinduesiden i en time. Jeg ved ikke, hvad der tager en time ved et vindue. Jeg ved kun, at jeg for første gang siden det første brev spillede til ende uden at stoppe op.
Til koncerten fredag står han i sidegangen, hvor lyset ikke når hen, en skygge med knap i øret. Jeg ser ikke på ham. Jeg spiller for otte hundrede mennesker, og ekstranummeret spiller jeg for sidegangen.
Bagefter, i bilen, siger han ingenting, som altid. Så, ved lyskurven: »Anden sats, Ma'am. Du tog den langsommere i dag.« Han har ikke uret. Ingen andre hørte det. Han ser på vejen og venter på, om jeg fortæller ham hvorfor.
