Min onkels ferielejlighed har to soveværelser, et køkken og en pejs, der trækker, når man kender den. Jeg kender den ikke. Claire kender den. Hun knæler foran den i en sweater, der er for stor til hende, og lægger brænde på uden at tage sig af mig.
»Du læser ved køkkenbordet,« siger hun, »jeg læser ved pejsen. Vi kommer ikke i vejen for hinanden.« Det var planen. Min onkel lavede den, i telefonen, i den tone, han gør alting i. Finn har brug for ro til eksamen. Claire har brug for afstand. Djursland har plads.
Djursland har plads, sagde han. Lejligheden har det ikke. Jeg sidder ved bordet med anatomieatlasset, og jeg hører hende bladre. Hvert fjerde minut. Jeg ved, at det er fire minutter, fordi jeg er holdt op med at læse og er begyndt at tælle.
Hun er seksogtredive. Hun er gift med min onkel. Jeg har set hende til jul, til fødselsdage, i min mors køkken, hvor hun altid vaskede op, fordi hun ellers ikke vidste, hvad hun skulle gøre med hænderne.
»Du stirrer«, siger hun uden at se op. »Jeg tænker.« – »Over anatomi?« – »Over folk, der har brug for afstand og alligevel tager ud til en lejlighed med en fremmed.« Nu løfter hun blikket. »Du er ikke en fremmed, Finn.« – »Jo, det er jeg.«
Om aftenen går vi ned til stranden, fordi det gør man her, og tågen tager sigtet på alt undtagen de næste fem meter. Hun hager sig fast i min arm, kortvarigt, på grund af sandet. Hun slipper ikke, da sandet er forbi.
»Spørg ikke, hvorfor jeg er her«, siger hun ud i tågen. »Jeg spørger ikke.« – »Godt.« Hun går videre, ved min arm, og jeg ved, at jeg ikke kommer til at læse i nat.
