Motoren hoster to gange og dør præcis dér, hvor landevejen drejer mod byen. Jeg ruller ud, blinklyset stadig tændt, og læser skiltet, som jeg ikke har læst i ti år. Jeg lærte at cykle her. Jeg lærte at gå væk her.
Nummeret på bjærgningsbilen står ved busstoppestedet, håndskrevet, under en falmet plakat fra skyttefesten. Jeg ringer. En stemme siger: »Ja?« Jeg kender den stemme. Jeg lægger på.
Tyve minutter senere kommer bilen alligevel. Ben stiger ud, tørrer hænderne af på en klud og bliver stående tre meter fra mig. Hans blik bliver på mig. Han siger ikke mit navn. Han siger: »Kobling eller gearkasse?«
»Det ved jeg ikke,« siger jeg. »Jeg er advokat, ikke mekaniker.« – »Jeg ved, hvad du er.« Han går rundt om bilen, løfter motorhjelmen, kigger ind, og jeg ser hans nakke og det sted, hvor jeg før lagde min hånd.
»En uge«, siger han. »Mindst. Den del skal bestilles.« – »Jeg har en aftale i byen på mandag.« – »Så tager du bussen.« Han lader motorhjelmen falde, og smældet bliver hængende mellem os.
På passagersædet i hans bjærgningsvogn ligger et uldtæppe, jeg kender. Gråt med rød kant. Det lå engang på min seng. Jeg siger ingenting. Han ser, at jeg har set det, og siger heller ingenting.
»Pensionatet er lukket«, siger han, da vi kører. »Din mor har solgt huset. Der er kun værelset over værkstedet tilbage.« Han ser ud på vejen. »Eller du fortæller mig endelig, hvorfor du dengang ikke engang efterlod en seddel.«
