Kjolen tilhører ikke mig. Navnet tilhører ikke mig. Invitationen, som manden ved porten til palazzoet holder i hænderne og giver tilbage med et nik, tilhører ikke mig. Men trappen, som jeg går op ad, den tager jeg.
»Signorina Contarini«, siger en tjener, og jeg svarer ikke, fordi en kvinde som hun ikke svarer på sit navn. Hun har lært mig det, i syvogtyve måneder som hendes assistent. I nat er jeg hende, og hun ligger med feber på hotellet.
Salen er guld og levende lys og masker, hundredvis, der drejer rundt. Jeg står i kanten, i smaragdgrøn silke, ansigtet bag perlemor, og ånder, som hun ånder: langsomt, som om luften var hendes ejendom.
»De er kommet.« Værten. Lorenzo. Jeg kender ham fra akter, fra telefonsamtaler, fra lyden af hans stemme i den anden ende af linjen, når jeg har stillet ham igennem. Han kender ikke mig. Han kender hende.
»Jeg har håbet, at De ville komme«, siger han, og hans maske er sort og enkel, og derunder smiler en, der ikke smiler ofte. »De har afvist fire invitationer.« Jeg ved det. Jeg har skrevet afslagene.
Han rækker mig hånden. Ikke spørgsmålet om, hvorvidt jeg vil danse. Hånden. Jeg lægger min i den, og musikken griber os, og han fører, som om han vidste, at jeg aldrig har danset i denne sal før.
»De danser anderledes, end jeg troede«, siger han efter den første omdrejning, tæt ved mit øre. »Lettere.« Mit hjerte slår mod silken, der ikke er min. Sandheden koster nu en dans. Om en time vil den koste mere.
