Aktmapperne ligger på sofabordet, hvor de ligger hver torsdag. Robert har bragt dem, som hver torsdag, har hængt frakken over stoleryggen, som hver torsdag. Elleve måneder. Jeg kunne stille mit ur efter ham.
»Høringen er udskudt«, siger han. »Igen.« Jeg nikker. Jeg er holdt op med at skrive datoerne ned. Min mand sidder varetægtsfængslet, og hans forsvarer er det eneste menneske, der stadig kommer gennem min dør uden kamera.
Gardinerne er trukket for, siden billedet i avisen. Nabokonen overfor har en ny kikkert, det ved jeg, fordi jeg også har en. Robert kender spillet. Han parkerer to gader væk.
I dag sidder han ikke på stolen, men på sofaen, i den anden ende. Han slår ikke mappen op. »Sylvie«, siger han, »hvordan har du det?« Ikke: Hvordan går det med sagen. Ikke: Hold ud. Mig.
Jeg har ikke noget svar. Otteogtredive år gammel, og jeg ved ikke længere, hvordan jeg har det, fordi ingen har spurgt i elleve måneder. Jeg griner, kort, og det lyder forkert, og han venter, til det er overstået.
»I går stod jeg i to timer i supermarkedet«, siger jeg, »fordi jeg ikke vidste, hvad jeg skulle handle ind til for en person.« Robert nikker, som om han havde forventet præcis det. »Du laver mad til to«, siger han. »Jeg har set tallerkenerne.«
Han bliver ikke en time længere. Han bliver to. Da han tager frakken, er det mørkt, og han standser ved døren med ryggen til mig. »Næste torsdag bringer jeg ingen akter«, siger han. Så går han, og jeg står i gangen og hører hans bil starte to gader væk.
