Kontrakten har elleve sider, og ni af dem handler om tavshed. Hvem der skriver teksten, siger ingen. Hvem der finder melodien, siger ingen. Jeg underskriver, fordi jeg har gjort det i årevis, og fordi pengene rækker til et år uden at tænke på husleje.
Landhuset ligger en time fra alting. Studiet er i kælderen, med tæpper på væggene og en guitar, der ser ud, som om den har oplevet mere end mig. Nick Rivers sidder på gulvet, ikke på stolen, og kigger op, da jeg kommer ind.
»Du er Romy.« – »Jeg er den, der ikke findes.« Han griner, hæst, en latter, man kender fra plader, og som i virkeligheden lyder meget mere træt. »Så er vi allerede to.«
Pladeselskabet vil have et comeback. Han vil, tror jeg, bare sove. På bordet ligger papirer med påbegyndte linjer, alle overstreget. Jeg læser en, der ikke er overstreget. Den er god. Den er for god til at give til et publikum.
»Ikke den,« siger han, da han ser, hvad jeg læser. »Den er ikke til albummet.« – »Til hvem så?« Han tager papiret fra mig, folder det, stikker det i bukselommen. »Det ved jeg ikke endnu.«
Vi arbejder til tre. Han synger lavt, jeg skriver, vi skændes om et ord i anden vers, og på et tidspunkt sidder han ikke længere på gulvet, men ved siden af mig på sofaen, med guitaren mellem os som et argument.
»Syng du,« siger han pludselig. »Bare linjen. Jeg vil høre, hvordan den lyder, når nogen mener den.« Jeg synger aldrig for andre. Det står ikke i nogen kontrakt, men det er reglen, jeg lever efter. Han venter. Guitaren summer stadig.
