Nøglen til natarakivet er tungere, end den ser ud. Jeg drejer den to gange, og døren giver efter, som om den havde ventet på mig. Bagved: reoler helt op til loftet, papir, der lugter af støv og kold røg, og et enkelt lys for enden af gangen.
»Fru Elara.« Stemmen kommer ikke fra der, hvor lyset er. Den kommer fra venstre, fra mørket mellem folianterne. »De er præcis. Det sætter jeg pris på.«
Konstantin træder ind i lampens skær, som om han altid havde stået der. Han er min overordnede siden i aften, jeg kender hans underskrift fra tre formularer. Han bærer en habit uden slips og ser ud som en, der aldrig har haft travlt.
»Beholdningerne bagest er ikke katalogiserede«, siger han. »De skal gennemgå dem. Ikke læse. Gennemgå.« Han holder en pause, så lang, at jeg kunne tælle den. »Te?«
På bordet står to kopper, der allerede damper. Han har altså vidst, at jeg kom, og hvornår. Jeg sætter mig, og han sætter sig over for mig, men han drikker ikke. Han ser på, mens jeg drikker, hænderne foldet, meget rolig, meget vågen.
»Hvorfor arbejder De om natten?«, spørger jeg. Det er det forkerte spørgsmål, det kan jeg se på rykket i hans mundvig. »Fordi bøgerne er mere stille om natten«, siger han. »Og fordi jeg ikke kan lide dagen.«
Bag ham, på den øverste reolhylde, ligger et bind uden rygtitel, med en rød tråd som bogmærke. Konstantin følger mit blik uden at bevæge hovedet. »Ikke den«, siger han lavt. »Ikke endnu.« Og han smiler, som om han lige har givet mig en gave.
