Brændet kommer tirsdag, som damen i butikken sagde. Skovfogeden bringer det. Han stabler det ved siden af min mormors hytte uden at ringe på, og jeg ser fra vinduet, hvordan han lægger stykkerne: præcist, uden hast, som en, der har gjort det mange gange for dette hus.
»Luca«, siger han, da jeg kommer ud. Han tørrer ikke hænderne, før han giver mig en. »Deres mormor bestilte altid to favne. Jeg har bragt to.« – »Jeg bliver ikke længe.« – »Det sagde alle, der flyttede ind her.«
Hytten ligger en time over landsbyen, i Karpaterne, hvor vejen slutter og skoven begynder. Jeg har arvet den med et brev, hvor min mormor skrev tre ting: Brændet kommer tirsdag. Vinduerne forbliver lukkede om natten. Stol på skovfogeden.
»I landsbyen siger man, at skoven ikke er sikker om natten«, siger jeg. Luca ser mod træerne. »Landsbyen har ret.« – »Hvorfor?« – »Ulve.« Han siger det afslappet, som man siger regn. »De vil høre dem. De vil ikke gå ud.« Det sidste lyder ikke som en forudsigelse.
Han er enogtredive, vurderer jeg, som jeg, eller ældre; i skoven ældes folk anderledes. Han har hænder, der ikke ryster, og øjne, der – jeg ser igen. Solen står lavt, og i lyset reflekterer hans øjne kort, klart, forkert, som et dyrs i forlygterne.
Så er det forbi, og han ser på mig med helt almindelige øjne, brune, trætte, og spørger, om ovnen trækker. »Ja«, siger jeg. Jeg har ikke tændt den endnu. Han ved det, tror jeg.
»Irina«, siger han ved døren, og jeg har ikke sagt mit navn til ham. »Deres mormors brev. Den tredje sætning.« Han venter ikke på, om jeg kender den. »Den gælder.« Så går han ned ad stien, og i skoven til venstre for ham bevæger noget stort sig med.
