Såret sidder under ribbenet, hvor skællene er tyndest, når jeg bærer den anden skikkelse. I denne skikkelse er det kun hud, og det bløder som hud. Jeg nåede til bymuren i Eskaar, så til markedet, så ikke længere.
»Rør dig ikke.« En kvindestemme, ung, uden frygt. Hænder på min side, varme. Jeg vil ryste dem af mig, i århundreder har jeg rystet hænder af mig, men kroppen adlyder ikke. »Jeg hedder Liora. Jeg er healer. De dør, hvis De rejser Dem nu.«
Jeg dør ikke. Jeg kan ikke dø, ikke sådan. Men det må hun ikke vide, og smerten gør det let at lade hende tro det. Hun syr. Hendes fingre er sikre. Hun nynner, uden at bemærke det.
»Hvad hedder du?« – »Kael.« – »Hvad laver du i Eskaar, Kael?« Jeg vogter det. I tre hundrede år. »Jeg er bare på gennemrejse.« Hun ser på mig, kort, og jeg kan se, at hun hører løgnen og ikke forfølger den. Ikke endnu.
»Såret er rent,« siger hun. »For rent. Som om det allerede var begyndt at hele, før du kom.« Hun lægger hånden fladt på forbindingen. »Hvad er du?« Hun spørger lavt, som man spørger et sky dyr.
I hendes hus lugter der af urter og røg. Gennem vinduet ser jeg muren, som jeg har fløjet omkring tusind gange. Jeg har aldrig spurgt, hvem der bor bag vinduerne. Nu ligger en af de mennesker med hånden på mit sår og venter på et svar.
»En, der ikke kan blive,« siger jeg. Liora nikker, som om hun har hørt det mange gange før, rejser sig og låser døren. Indefra. »Så bliv i det mindste, til du kan gå,« siger hun.
