Bøgerne ligger under den tredje gulvplade i vinkælderen, hvor min mand lagde dem, før de skød ham på Via Toledo. Jeg har talt dem hver nat siden. Syv bind. Håndskrift. Hvert tal deri er et navn, og hvert navn er en grund til at hente mig.
Bilen kommer klokken ni. Jeg hører den, før jeg ser den, fordi huset ligger på bakken, og vejen er lang, og jeg har ikke gjort andet i seks uger end at lytte. En mand stiger ud. Alene. Det er den første overraskelse.
»Signora Chiara.« Dante. Efterfølgeren. Jeg så ham til begravelsen, på tredje række, med et ansigt, der hverken sørgede eller triumferede. Han tager ikke hatten af, for han har ingen. Han står foran min dør og venter, til jeg åbner den helt.
»Jeg kommer for at tilbyde Dem min beskyttelse.« – »Jeg har ikke bedt om det.« – »Det ved jeg. Ellers var jeg ikke kommet.« Han kigger forbi mig ind i gangen, hvor billedet af min mand hænger, og kigger tilbage. Han ledte ikke efter noget. Han viste bare, at han ved, hvor det hænger.
Jeg er femogtredive og enke i seks uger og i tolv år hustru til en mand, der forklarede mig alt undtagen det vigtigste. Dante er yngre, end han var. Roligere. Farligere, tror jeg, fordi han ikke skal bevise noget.
»Kom ind«, siger jeg, fordi man ikke lader en capo stå på dørtærsklen, og fordi jeg vil vide, om han ser på vinkælderen. Han ser ikke på den. Han sætter sig i min mands lænestol uden at spørge, og da han så fanger mit blik, rejser han sig igen.
»Undskyld.« Han tager den anden stol. »Der er folk, der tror, at Deres mand efterlod optegnelser«, siger han. »Det tror jeg ikke.« Han ser på mig, og hans blik siger: Det tror jeg så sandelig. »Jeg vil gerne have, at De ved, at jeg ikke tror det.«
