Nøglen sidder fast, som den altid har gjort. Jeg læner skulderen mod træet, og villaens dør svinger op til en entré, der lugter af gulvvoks og af min far. To år har jeg ikke været her. Han har været død i seks uger.
»Du kunne have ringet.« Vivien står på trappen, barfodet, et glas vand i hånden. Otteogtredive, elleve år ældre end mig, og i mit hoved har hun altid været kvinden, der tog ham fra os.
»Jeg har en nøgle«, siger jeg. »Jeg behøver ikke tilladelse.« Hun nikker, som om hun havde ventet præcis den sætning, og kommer ned ad trinene uden at se på mig.
I biblioteket står hans lænestol stadig. Vivien bliver stående ved døren, jeg sætter mig ikke. Mellem os ligger tæppet, som jeg legede på som barn, og det er pludselig meget bredt. Det lugter af kold cigarrøg, som i ugevis ikke har tilhørt nogen.
»Notaren kommer torsdag«, siger hun. »Indtil da tilhører huset os begge.« Os. Hun siger ordet som en kendsgerning, ikke som en byrde.
På skrivebordet ligger en kuvert med mit navn, i min fars håndskrift. Jeg kender skriften, jeg kender bogstavernes hældning. Jeg kender ikke grunden til, at Vivien ikke har åbnet den.
»Jeg har ikke læst den«, siger hun, som om hun kunne høre mine tanker. »Jeg ville have, at du var der.« Hun står stadig ved døren. Hun ser træt ud, og for første gang ser jeg på hende uden at hade hende.
