Druerne er modne. Jeg ser det fra bilen, før jeg ser huset, på farven af skråningerne over Fyn. Min far ville have høstet denne uge. Han har været død i ni dage, og druerne ved det ikke.
Helene står i gården, i gummistøvler, en kasse på hoften. Hun er min fars kone. Hun er fem år ældre end mig. Hun ser på mig, som man ser på en leverandør, der kommer for sent.
»Du er begyndt,« siger jeg. »Høsten venter ikke på begravelser,« siger hun. »Og ikke på sønner.« Hun sætter kassen fra sig. Hendes hænder er blå af saft. Jeg har aldrig set hende uden handsker ved dette bord, mens min far levede.
Notaren sagde: halvt om halvt. Huset, skråningen, navnet. Jeg ville sælge. Jeg besluttede det allerede i bilen, et sted bag Koblenz. Nu står jeg i gården, og lugten af most kommer fra kælderen, og beslutningen bliver tynd.
»Jeg har brug for nogen til den nederste parcel,« siger Helene. »Nabodrengen er syg.« Hun siger ikke: Hjælp mig. Hun siger det, så jeg kan afslå. »Jeg er vinbonde,« siger jeg. »Det ved jeg,« siger hun. »Han fortalte det ofte.«
Vi arbejder til det bliver mørkt, tre rækker fra hinanden, uden at tale. Hendes saks klikker i den rytme, jeg kender fra ham. Han lærte hende det. Tanken gør ondt, anderledes end jeg havde forventet.
For enden af rækken venter hun på mig. Hun rækker mig en drue, en enkelt, fra den nederste klase. »Smag,« siger hun. »Sig mig, om han havde ret med dette år.« Hendes fingre er kolde og farver mine.
