Indgangen er en boghandel. Antikvariat, står der på skiltet, åbningstider efter aftale. Jeg har ingen aftale. Jeg har et gældsbrev fra min bror i frakkelommen og adressen, som han hviskede til mig, før han lagde røret på.
Bag reolen med førstetryk fører en trappe ned. Nedenunder: grønt lys, kortborde, mænd, der ikke ser op. Og et skrivebord for enden af rummet, bag hvilket en mand sidder, som ser op.
»Solveig.« Han siger mit navn, som om han læste det fra en bogryg. »Restaurator. Toogtredive. De arbejder med pergament, ikke med papir, fordi papir keder Dem.« Jeg har aldrig set ham før. Han ved, hvad jeg engang sagde i et interview, som ingen har læst.
»Jeg er her på grund af min bror.« – »Selvfølgelig.« Han folder hænderne. »Deres bror skylder mig fyrretusinde. De har ikke fyrretusinde.« Det er ikke et spørgsmål. »Nej.« – »Godt. Så taler vi om noget andet.«
På hans skrivebord ligger en bog, opslået, med en rift gennem titelbladet. En foliant, måske fra det syttende århundrede, og en eller anden har mishandlet den. Mine hænder vil røre ved den, før mit hoved forbyder det.
»De ser den«, siger forlæggeren. Alle kalder ham sådan, jeg har hørt det på trappen. »De fleste ser pengene. De ser bogen.« Han skubber den to centimeter i min retning. »For den ville jeg tilgive en hel del.«
Jeg ser på revnen, så på ham. Han er rolig, for rolig, så rolig som man kun er, når man allerede kender slutningen. »Én nat,« siger han. »Jeg forklarer dig betingelserne, og du forklarer mig, hvad du gør med en bog, som ingen længere vil redde.«
