Lejebilen klarer de sidste tre kilometer grusvej kun i første gear. Whispering Pines Ranch, står der på skiltet ved porten, med bogstaver, som min bedstefar selv må have brændt. Jeg har set ham to gange. Nu tilhører halvdelen af alt, hvad han efterlod, mig.
Manden på verandaen rejser sig ikke, da jeg stiger ud. Han sidder i en stol med hatten i nakken og ser mig komme gående over gården i mine Helsingør-støvler. »De er barnebarnet,« siger han. »Ida,« siger jeg. »Cole,« siger han. Mere siger han ikke.
Advokaten forklarede det i telefonen: Den anden halvdel tilhører formanden. Jeg havde forestillet mig en gammel mand. Cole er ikke gammel. Cole er vred, så stille vred, som mennesker er, der har holdt noget i hænderne i årevis og nu ser en anden række ud efter det.
»Jeg sælger ikke,« siger han, før jeg har sat tasken fra mig. »Jeg har ikke sagt noget endnu.« – »De har et galleri i Helsingør. De er her for at skrive under og tage af sted.« Han har ret. Jeg hader, at han har ret.
Huset lugter af træ og kaffe og hund. I køkkenet står en anden kop, uopvasket. Cole ser, at jeg ser den. »Deres bedstefar,« siger han. »Jeg har ikke ryddet den væk endnu.« Hans stemme ændrer sig en anelse ved den sætning, og så er den hård igen.
Han viser mig værelset. Det er det mindste i huset med udsigt til hegnet. »Det andet var hans,« siger han. »Det holder jeg lukket.« Jeg kunne insistere. Det tilhører mig halvt. Jeg insisterer ikke.
Senere, ved hegnet, med vinden fra bjergene, stiller han sig ved siden af mig. »Fire uger,« siger han. »Så lang tid tager det for retten. Bliv så længe, og så sig mig igen, at De vil sælge.« Han rækker mig hånden, som man indgår en kontrakt, uden at smile.
