Knæet melder sig, når jeg rejser mig, som hver morgen. Jeg tæller ikke længere dagene siden operationen, jeg tæller dagene til kontrollen af kontoen. Min onkels surfskole har fjorten boards, otte våddragter uden huller og en bank, der mister tålmodigheden.
Hun står ved broen, da jeg låser op. Kort hår, salt, en rygsæk og et blik, der tæller mine brædder, før jeg kan sige godmorgen. »Leash'en på det tredje er slidt,« siger hun. Portugisisk accent. »Og den våddragt der har et hul ved knæet.«
»Godmorgen,« siger jeg. »Jeg leder ikke efter kritik.« – »Du har slået en annonce op. Livredder, sæson.« Hun holder sin telefon frem. »Jeg kommer fra Lissabon. Jeg har set flere bølger end du har kunder.«
Jeg er enogtredive, jeg var professionel, jeg har stået på podiet på Hawaii, og min onkel overlod mig skolen, fordi han troede, knæet ville hele. Det gør det ikke. Hun kigger på knæet, kort, og siger ingenting. Det respekterer jeg.
»Sæsonen begynder om tolv dage,« siger hun. »Du har intet kursus for begyndere, intet for børn, og hjemmesiden er fra 2014. Jeg kan alle tre.« – »Jeg kan også alle tre.« – »Du kan ikke bære det ud i vandet.«
Vesterhavet ligger gråt og stille foran os, og jeg ved, at hun har ret, og at jeg helst ville sætte hende på toget igen. I stedet står jeg der med nøglen i hånden, og vinden trækker i hendes jakke.
»To ugers prøvetid,« siger hun. »Hvis skolen stadig står bagefter, taler vi om løn.« Hun rækker hånden frem. »Og hvis ikke, siger jeg dig, hvad du har gjort forkert.«
