Klokken 0:14 ringer klokken i receptionen på Villa Meran, selvom der ikke står nogen i gangen. Jeg ved, hvem det er, før jeg ser op. Gæsten fra værelse 12 kommer hver nat, altid efter midnat, altid alene. Villa Meran har på dette tidspunkt kun mig, standurets tikken og lyset over disken.
»Godaften, Mara.« Han støtter underarmene på disken. Jeg har ikke sagt mit navn til ham. På skiltet står der kun »Reception«.
»De har forlænget,« siger jeg. »En uge.« Han nikker. »Huset behager mig.« Huset har fyrre værelser, tolv er optaget, og ingen af de andre elleve har nogensinde ringet efter midnat.
Udenfor ligger parken i mørket, i hallens pejs er der kun gløder. Jeg har tændt stearinlysene på disken, fordi nattevagten er lang, og fordi ingen forbyder det. Han ser på flammerne, så på mig.
»Hvad gør De, når en gæst betror Dem noget, som han ikke kan sige til nogen anden?« Jeg lægger pennen fra mig. Det spørgsmål står der ikke noget om i nogen træning. »Jeg lytter,« siger jeg. »Og jeg glemmer det, hvis han vil.«
Han trækker en værelsesnøgle op af lommen, gammel, af messing, med et 12-tal på. Lægger den på disken mellem os. »Jeg vil gerne have, at De beholder den i nat.«
»Hvorfor?« spørger jeg. Han smiler for første gang på fem nætter. »Fordi jeg vil vide, om De bruger den.« Så går han op ad trappen, og nøglen ligger foran mig i skæret fra stearinlysene.
