Sofia omfavner mig ved porten til landhotellet, og over hendes skulder ser jeg ham. Matteo. Han bærer kasser fra en varevogn, ærmerne rullet op, og han ser ikke hen. Otte år. Han ved, at det er mig. Jeg ser det på den måde, han sætter kassen fra sig.
»Du bor på det blå værelse,« siger Sofia, »ved siden af Matteo, jeg håber, det er okay, det var det eneste, der var ledigt.« Det er okay. Det er slet ikke okay. Jeg smiler og siger, at jeg glæder mig.
Jeg er fotografen til brylluppet, fordi jeg er den bedste veninde, og fordi fotografering er det, jeg kan. Jeg fokuserer kameraet på oliventræer, på vinflasker, på brudens hænder. Ikke på ham. Ikke en eneste gang på ham.
Til middagen sidder han over for mig. Selvfølgelig. Bordet er langt, og familien er højlydt, og mellem os står brød og olie og otte års tavshed. Han siger: »Valentina.« Jeg siger: »Matteo.« Det var hele samtalen.
Så griber han efter kanden, og ærmet glider op, og jeg ser kæden. Sølv, tynd, med det lille vedhæng, som jeg dengang så i hans knytnæve, den nat med stormen, før han kyssede mig. Han bærer den. Stadig.
Han opdager, at jeg kigger. Han trækker ikke ærmet ned. Han ser bare på mig, roligt, som en, der har ventet længe på en perron og ikke længere er sikker på, om toget kommer.
Efter maden står jeg i gangen foran det blå værelse. Hans dør er ved siden af, på klem, lys bagved. Tre dage til brylluppet. Tre nætter i denne gang.
