Dagsordenen ligger foran mig, sytten punkter, mødelokale 4, niende sal. Jeg har læst den tre gange, før jeg tillader navnet under »modpart«. Adrian Falk, CEO. Jeg har brugt tre år på at kunne skrive hans navn igen uden at fingrene stopper.
Han kommer sidst. Selvfølgelig. Mørkt jakkesæt, uret jeg ikke gav ham, samme måde at træde ind i rummet på, som om han havde bygget det. Han ser på mig. Et halvt sekund. Så nikker han til forsamlingen og sætter sig skråt over for mig.
»Fru Wenger leder forhandlingen for købers side,« siger min klient. Adrian siger: »Jeg ved det.« To ord. Seks uger er afsat til denne fusion. Jeg har allerede i det første minut forstået, at han vil bruge tiden.
Punkt tre: fortrolighed. Klausulen er formuleret af hans advokater, den går langt ud over det sædvanlige. Ingen udtalelser om de involverede personers historie. Jeg læser sætningen to gange. Han ser på mig imens, udtryksløst, og jeg ved præcis, hvilken historie han mener.
»Det er usædvanligt bredt formuleret,« siger jeg. »Det tjener til beskyttelse af alle involverede,« siger Adrian. Hans stemme er rolig. Ved alteret var den ikke der, der var kun et opkald, to timer før tiden, og så intet.
I pausen står jeg ved vinduet. Han stiller sig ved siden af mig, ikke for tæt. »Caroline,« siger han, for første gang med fornavn. »Jeg vidste ikke, at det var dig. Før i går.« – »Og hvis du havde vidst det?« – »Så havde jeg formuleret klausulen skarpere.«
Han går tilbage til bordet. Jeg bliver ved vinduet, hænderne mod den kolde rude, og forstår, at han ikke forhandler for at vinde. Han forhandler for at have mig i dette rum hver dag i seks uger.
