Klokken elleve tilhører balkonen mig. Det er alt, der er tilbage af lejligheden, siden kasserne er væk, hans og mine, dem han tog med, fordi de var hans. Jeg står ved rækværket med en cigaret, jeg ikke tænder. Jeg stoppede for tre år siden. Jeg er ikke holdt op med at holde den.
Derovre tænder lyset. To meter i luftlinje, balkon til balkon, adskilt af en tagrende og høfligheden i en storby. Den nye nabo. Han kommer ud, også klokken elleve, også med en cigaret, og han tænder den heller ikke.
Vi ser ikke på hinanden. Det er aftalen, man indgår uden at tale. Han ser på gaden, jeg ser på gaden, og nedenfor kører sporvognen, og nogen griner i en anden lejlighed.
»Ild?« spørger han ud i mørket. Det er det første spørgsmål i en uges elleve-balkon. »Jeg ryger ikke,« siger jeg. »Det gør jeg heller ikke.« Han holder alligevel en lighter op, en gul plastikting, som om det var et argument. »Ville bare vide, om du ville tale.«
»Milan,« siger han. »Nele.« Mere sker der ikke. Han stikker lighteren væk. Vi står igen stille, men det er en anden stilhed end de sidste nætter, en, hvor nogen lytter.
»Dårlig uge?« spørger han efter et stykke tid. »Dårligt år.« – »Forstår.« Han siger ikke, hvordan han forstår det. Han siger ikke, hvorfor en mand klokken elleve går ud på balkonen med en cigaret, han ikke ryger. Han lader spørgsmålet ligge som lighteren, til senere.
Kvart over elleve går han ind. Ved døren stopper han. »I morgen igen?« Det lyder, som om det ikke er et tilbud, men et klokkeslæt. Jeg svarer ikke. Jeg lægger den kolde cigaret på rækværket, hvor den bliver liggende til i morgen.
