Min telefon har været slukket siden Esbjerg. Jeg har ikke slukket den for ikke at læse hans beskeder, men for at mærke, om jeg kan holde det ud. Kupéen er lille, lyset er gult, og jeg har begge sæder for mig selv. Indtil døren går op.
»Plads 61?« Manden holder en billet op, som var det et bevis. Jeg holder min ved siden af. Samme nummer, samme vogn, samme tog til Verona.
»Det er en fejl,« siger jeg. »Helt sikkert,« siger han og smiler, som om det ikke er en. Han stiller sin taske i nettet uden at spørge og sætter sig ved vinduet uden at spørge.
Toget rykker i gang. Tolv timer, intet stop, hvor jeg ville stå af. Konduktøren trækker på skuldrene, noterer noget og går. Den fremmede ser mig i øjnene, mens jeg prøver at være vred.
»Hvorfor Verona?« spørger han. »Hvorfor ikke?« siger jeg. Han nikker, som om jeg havde sagt noget klogt. »Og De?« Han ser ud ad vinduet, hvor forstadens lys glider forbi. »Jeg skylder nogen noget.« Ikke mere.
Omkring elleve tager han to papirbægre frem fra tasken og en termokande. Han har pakket til to. »Jeg pakker altid til to,« siger han, før jeg kan spørge. »Vane.« Det lyder som en løgn, han har fortalt sig selv mange gange.
Han rækker mig bægeret, og hans hånd bliver et øjeblik for længe ved min. Ikke ved et uheld. Udenfor bliver det sort, og i vinduet ser jeg os begge, små og lyse, som to mennesker, der kender hinanden.
