Skulderen trækker, da jeg trækker trøjen over hovedet. Kaptajn står der på ryggen, C på brystet, Herning Blue Fox. Jeg har brugt fem år på at komme tilbage til denne by, og én tackling til at ende i behandlingsrummet.
»Hr. Brandt.« Lægen kommer ind, tabletten foran brystet som et skjold. Jeg genkender stemmen, før jeg ser ansigtet. Sarah. Dr. Sarah Lindqvist, står der på navneskiltet. Hun har taget doktorgraden. Hun har aldrig sagt til mig, at hun ville tage den.
»Sarah.« – »Dr. Lindqvist«, siger hun. »Sæt dig, tak.« Jeg sætter mig. Hun stiller sig ved siden af mig, ikke foran mig, og lægger to fingre på mit kraveben. Hendes hænder er koldere end før. Eller også er jeg det.
»Arm op. Indtil det gør ondt.« Jeg løfter. Det gør ondt, men ikke i skulderen. »Her?« – »Ja.« – »Her?« – »Ja.« Hun taster noget ind på tabletten. Hendes ansigt bevæger sig ikke. For fem år siden bevægede det sig, da jeg lukkede døren bag mig, jeg så det i vinduet.
»Fire uger,« siger hun. »Mindst. Ingen kontakt, intet skud.« – »Kampen mod København er om ti dage.« – »Så spiller København uden dig.« Hun siger det uden at se op, og jeg ved, at hun nyder det, og jeg ved, at hun samtidig hader det.
»Du kunne have forberedt mig«, siger jeg. »Ringet. Noget.« Nu ser hun op. »Jeg ringede, Nico. For fem år siden. Elleve gange.« Hun lægger tabletten væk. »Jeg holdt bare op med at tælle.«
Behandlingsrummet er lille, og hun står mellem mig og døren. Hun skal frigive mig, på et tidspunkt, ellers bliver der ingen sæson. Jeg må se på hende, nu, ellers bliver der intet.
