Skuffen i min tantes sekretær går først op, da jeg hjælper til med brevåbneren. Deri: ingen smykker, ingen fotos, men breve, bundtet med et gråt bånd. Fyrre år gamle, de første. Alle til samme navn. Broder Anselm, Kloster Marienthal.
Jeg læser kun det første. Det er nok til at vide, at min tante ikke havde ét liv, men to, og at hun skjulte det ene for alle, også for mig.
Klosteret ligger tyve minutters gang bag præstegården. Jeg går derhen, fordi jeg ikke ved, hvor jeg ellers skal gøre af brevene. Jeg ringer på ved porten. Det er ikke den gamle mand, jeg forventer, der åbner.
»Broder Gabriel«, siger han. »Jeg forvalter arkivet.« Han er yngre end mig, måske, eller lige så gammel, med hænder, der ser ud, som om de holder meget og slipper lidt løs. Han ser bundtet i min hånd, og noget i hans ansigt bliver stille.
»Broder Anselm modtager ingen«, siger han. »Han er meget gammel.« – »Jeg vil ikke have noget af ham. Jeg vil give ham noget tilbage.« Gabriel ser på det grå bånd. »Så giv det til mig.«
Jeg giver det ikke. Jeg ved ikke hvorfor. Måske fordi han vil have det for meget. »Du har læst dem«, siger han lavt. Ikke et spørgsmål. Jeg nikker. »Så ved du, at ingen her må læse dem.«
Han træder til side og holder porten op for mig. Ikke ind i klostret, kun ind på gårdspladsen, hvor der står en brønd, og aftenen allerede hænger i træerne. »Jeg aflægger mit løfte om tre uger«, siger han, uden at jeg har spurgt. »Indtil da har jeg tid.«
