Min mors sommerhus har en nøgle, som kun to mennesker har. Den ene ligger i min bukselomme. Den anden hører jeg klokken syv om aftenen i hoveddøren, mens jeg står i køkkenet med vådt hår og skærer tomater.
Robert. Min stedfar. Han står i gangen med en rejsetaske og ser på mig, og kniven i min hånd holder op med at bevæge sig. »Din mor sagde, huset er tomt.« – »Min mor sagde til mig, at jeg skulle passe det.«
Vi står der. Han er fireoghalvtreds, jeg er fireogtyve, og Djurslands kyst bruser bag huset som noget, der lytter. Han har set på mig fra familiefester i seks år, og jeg har set på ham, og vi har altid været de første til at se væk.
»Jeg kører i morgen«, siger han. »Jeg har kun brug for én nat.« – »Der er to soveværelser.« – »Jeg ved det.« Han stiller tasken fra sig, og gangen er smal, og augustheden står i huset som et tredje menneske.
Under middagen sidder han over for mig. Vi taler om min mor, om hans arbejde, om tagets tilstand. Vi taler om alt, der intet betyder, fordi alt andet betyder for meget. Han spiser langsomt. Han ser på mig, mens jeg hælder vin op, og ser ikke væk.
»Luise«, siger han, da tallerkenen er tom. Kun navnet. Jeg kender mit navn fra hans mund fra julekort og fødselsdagsopkald. Sådan har han aldrig sagt det før.
Han rejser sig, rydder tallerkenerne af bordet, som han altid gør, og bliver stående ved vasken med ryggen til mig. »Jeg burde ikke være her«, siger han til vinduet. Han vender sig ikke om. Han går heller ikke.
