Min partners diagnose ligger på trænerens bord: korsbånd, seks måneder. OL-kvalifikationen er om seks uger. Jeg har læst tallene tre gange, som om de kunne ændre sig.
»Der er en erstatning«, siger træneren. Hun ser ikke på mig, da hun siger det. Det er det første tegn. Det andet er døren, der går op, og Viktor, der kommer ind, skøjterne allerede over skulderen.
For to år siden sagde han i en mikrofon, at jeg var teknisk perfekt og følelsesmæssigt tom. Den sætning står i hver artikel om mig. Jeg har ikke set på ham siden. Jeg ser på ham nu.
»Lena«, siger han, og det lyder neutralt, øvet neutralt. »Viktor.« Træneren skubber et ark hen til os. Kortprogrammet. Temaet: kærlighed. Jeg griner, kort, og det ekkoer i den tomme hal.
»Det er den musik, der allerede er valgt«, siger hun. »Vi ændrer intet.« Viktor læser arket. Han griner ikke. »Løftet i tredje del«, siger han, »kræver tillid. Hun skal falde i mine hænder uden at se.«
På isen er det koldt, som altid, men i dag mærker jeg det. Han stiller sig bag mig, til det første løft, og hans hænder lægger sig på mine hofter, sagligt, præcis der, hvor de skal være. »Klar?« spørger han.
Jeg er ikke klar. Jeg falder alligevel bagover, med lukkede øjne, som figuren kræver, og han fanger mig, og i et sekund er hans ansigt over mit og hans stemme helt stille: »Ser du. Ikke tom.«
