Gårdhunden kender mig ikke mere. Den gør, indtil Katharina kommer ud fra laden og laver en lyd, som jeg kender fra min bedstefar, og hunden lægger sig. Hun står i døren, hø i håret, og ser på mig, som man ser på nogen, man kender fra fotos.
»Florian.« – »Katharina.« Femten år. Hun var tretten, sidst jeg var her, og jeg sytten, og vi gemte os i høet, når de voksne skændtes. Nu er vi de voksne, og skænderiet er en gård, der skal tilhøre nogen.
»Du ser ud som en bybo,« siger hun. »Jeg er dyrlæge i Esbjerg.« – »Jeg ved, hvad du er. Jeg har googlet klinikken.« Hun smiler, og det er et andet smil end den trettenåriges, og jeg mærker, at jeg kigger for længe.
Bedstefaren vil beslutte, før vinteren kommer. Salg eller overdragelse. Katharina har boet her i seks år, passer køerne, laver regnskabet, og alle ved, at hun vil have gården. Alle ved også, at den gamle har en mand i tankerne, og at manden er mig.
»Jeg vil ikke have den,« siger jeg ved køkkenbordet, mens hun skærer brød. »Jeg er her for at sige nej.« – »Så sig det til ham.« – »Han sover allerede.« – »Så sig det i morgen.« Hun lægger kniven fra sig. »Eller bliv først ugen. Kalvene kommer, og jeg har ingen dyrlæge.«
Udenfor bliver det mørkt over engene, og køkkenet dufter af brød og stald, og hun sidder over for mig med hø i håret, som jeg ikke tager ud af hendes hår, selvom min hånd vil det.
»Vi gemte os i høet dengang,« siger hun, som om hun havde hørt min tanke. »Husker du det?« Jeg husker det. Jeg husker det så tydeligt, at jeg ikke svarer.
