Legenden er ren. Daniel Roth, otteogtredive, dørmand, senest i Aalborg, før det Forsvaret. Politiets Efterretningstjeneste har arbejdet på den i fire uger. Jeg bærer den som et jakkesæt, der næsten passer. Foran klubben Ruths i Aalborg står en kø helt til hjørnet.
Ejerinden modtager mig på kontoret over dansegulvet, hvor bassen kun er en puls i gulvet. Ruth. Intet efternavn på døren, intet i vores akter, der holder. Hun bærer en sort kjole uden smykker og ser på mig, som man læser et kontoudtog.
»Offenbach,« siger hun. »Hvilken klub?« Jeg nævner den. »Den lukkede for to år siden.« – »Derfor er jeg her.« Hun smiler. Det er ikke et venligt smil. Det er smilet fra en, der allerede kender pointen.
»Du står forkert,« siger hun. »En dørmand stiller sig ikke med ryggen til døren. En politibetjent gør, fordi han ved, at der er kolleger bag sig.« Jeg står med ryggen til døren. Jeg vender mig ikke om. Det ville være tilståelsen.
»Jeg ved ikke, hvad du taler om.« – »Selvfølgelig ikke.« Hun åbner en skuffe, tager en kontrakt frem, skubber den over bordet. »Du starter fredag. Tolv euro i timen, plus hvad gæsterne giver dig. Du står ved døren til VIP-området.«
Jeg ser på kontrakten. Hun ansætter mig. Hun ved, hvad jeg er, og ansætter mig, og jeg ved ikke, om det er en fejl eller en fælde eller noget tredje, der ikke står i nogen uddannelsesmanual.
»Og hvorfor?« spørger jeg. Ruth læner sig tilbage. »Fordi jeg godt kan lide at vide, hvem der observerer mig,« siger hun. »Og fordi du er den første, der ikke straks løj, da jeg spurgte, om du lyver.« Hun rækker mig pennen. Hendes hånd er fuldstændig rolig.
