Dag 184 siden stormen. Jeg skriver tallet på tavlen i laboratoriet, fordi ingen andre tæller. Soludbruddet brændte radiomodulet og syv kolleger, og stationen Helios kredser om Europa som en sten, nogen har kastet og glemt.
»Vedligeholdelsesgang C, om ti minutter.« Commander Vale taler over skibets anlæg, selvom vi er de eneste to mennesker om bord, og jeg kan se ham gennem den åbne dør. Han holder fast i former. Jeg troede, det var svaghed. Nu tror jeg, det er det eneste, der holder ham oppe.
Vi mødes ved skottet. Han bærer dragten, jeg bærer dragten, og i Helios' smalle gange er afstanden mellem to mennesker præcis en armslængde, uanset hvor meget man prøver at forstørre den.
»Filter tre viser afvigelse,« siger jeg. »Jeg ved det,« siger han. Han ved altid. Hans akt er halvt sværtet, og den anden halvdel siger kun, at han er sikkerhedsofficer. Jeg er astrobiolog. Jeg har lært at klassificere det ukendte. Hos ham lykkes det mig ikke.
I vedligeholdelsesskakten er der trangt. Han holder lampen, jeg skifter filteret, og vores skuldre rører hinanden, fordi de er nødt til det. Det er ingenting. Det har været det eneste i hundredeogfireogfirs dage.
»Nova,« siger han. Han bruger næsten aldrig mit fornavn. »Filteret er ikke problemet.« – »Hvad så?« – »Iltet rækker til én af os længere end til to.« Han siger det i samme tone, som han annoncerer vedligeholdelsesplanen.
Jeg sænker skruenøglen. Summen fra livsstøttesystemet fylder skakten, den lyd, jeg ikke længere hører, undtagen nu. Idris ser på mig, og for første gang i seks måneder er det ham, der venter.
