Jeg har bevidst misset færgen. Jeg stod på kajen og så den sejle, med min redaktion, min telefon og mit navn om bord, og jeg gjorde ingenting. Det ved ingen. Det må ingen vide.
Nu sidder jeg i et fyrtårn, hvis fyrpasser kun åbnede døren for mig, fordi jeg ellers var blevet på klipperne. Soren. Han sagde navnet og intet andet. Han lavede te uden at spørge, om jeg ville have, og skubbede en stol hen til ovnen.
»Hvor længe?« spørger jeg. »Til i morgen. Måske længere.« Han kigger ikke ud ad vinduet, da han siger det. Han kender vindens lyd godt nok. Jeg kender mennesker godt nok til at vide, at han ikke vil have mig her.
Vindeltrappen går opad mod lyset, der drejer hvert tolvte sekund. Jeg tæller det på væggen. Tolv. Tolv. Soren rydder min våde jakke væk, hænger den op, folder mit tørklæde, alt sammen uden et ord, som om jeg var en genstand, der midlertidigt hører til hans inventar.
»De er journalist,« siger han pludselig. Jeg har ikke sagt det. »Deres taske. Optageren.« – »Jeg er ikke en, der arbejder nu.« – »Godt. Her er der intet at rapportere.« Det lyder som et ønske, ikke som en konstatering.
I den følgende time siger han tre sætninger. Om ovnen, om sengen ovenpå, om det tidspunkt, hvor han tjekker lyset. Han siger intet om sig selv. Jeg spørger ikke. Jeg er træt af at stille spørgsmål. Det er grunden til, at jeg blev stående på kajen.
Da han går op ad trappen, stopper han på det fjerde trin. »Liv,« siger han. Jeg sagde mit navn, da han åbnede døren, jeg troede, han ikke havde hørt det. »Færgen. Man misser den ikke.« Han ser ikke på mig. »Jeg tog den heller ikke dengang.«
