Korsettet snører vejret af mig, hvilket efter kurordningen skulle være min eneste fejl. Ro, har badelægen ordineret, ro og mælk og ingen bøger efter ni. Min familie har sendt mig hertil, for at snakken om min hævede forlovelse kan lægge sig som støv i et tomt rum.
»Frøken Henriette.« Den unge mand ved konsultationsbordet ser ikke ud som en læge. Han ser ud, som om han ikke har sovet en nat og ikke fortryder det. »Dr. Brandt. Jeg assisterer Dr. Wehrle. Han er forhindret.« – »I hvad?« – »I middagsmaden.«
Han bladrer langsomt i min journal, og hans mund trækker sig et sted. »Nervøs udmattelse«, læser han. »Irritabilitet. Uanstændig meningsytring ved bordet.« Han ser op. »Hvilken mening?«
»At en kvinde, der hæver en forlovelse, ikke er syg, men klog.« Jeg siger det, før jeg kan stoppe mig selv. Dr. Brandt lægger journalen væk. »Jeg ordinerer Dem modsigelse«, siger han. »Tre gange dagligt. Før måltiderne.«
Udenfor i kurparken går damerne i hvidt under parasoller, og jeg går imellem dem som en falsk tone. Han indhenter mig ved springvandet, hatten i hånden, imod enhver regel, en assistent burde kende.
»De læser efter ni«, siger han. »Jeg så lyset.« – »De overvåger patienternes vinduer?« – »Kun ét.« Han siger det uden smil, og derfor virker det. Springvandet risler, og en af damerne i hvidt kigger herhen.
»I morgen klokken seks er skoven tom«, siger han. »Ingen læge, ingen orden, intet korset nødvendigt.« Han sætter hatten på. »Jeg går der en tur. Alene, medmindre nogen modsiger.«
