Stilen kommer tilbage med mere rødt end sort. Jeg lægger den på sofabordet mellem to kunder og læser den, mens farven virker. Tirsdag, torsdag, aften-gymnasium i Aarhus, dansk hos dr. Voss. Ni måneder til studentereksamen. Jeg er niogtyve og den ældste i klassen.
Marginalnoterne er små og pæne. »Her undviger du.« »Det mener du ikke.« »Sig det, som du ville sige det til din kunde.« Han kender mit erhverv. Jeg har aldrig nævnt det i kurset.
Torsdag sidder jeg på bagerste række. Han står foran, præcis, ubevægelig, taler om Kleist som om en kollega, han ikke kan lide, men respekterer. Han ser på mig én gang, ved ordet »ansvar«, og ser væk.
Efter kurset bliver jeg, fordi jeg tager min jakke på langsomt. Han sorterer papirer. »Fru Aydin.« – »De kender mit erhverv.« – »Deres hænder.« Han ser på dem. »Man kan se det på hænderne. Og på den måde, De lytter på. Frisører lytter bedre end germanister.«
»Mester,« siger jeg. »Frisørmester.« Han nikker, som om han har rettet en fejl i en fodnote. »Undskyld.« Han mener det. Jeg kender mænd, der siger det, og mænd, der mener det, og han hører til den anden slags, hvilket gør alting sværere.
»Noten på side tre,« siger jeg. »Det mener De ikke. Hvordan kan De vide, hvad jeg mener?« Han lægger papirerne væk. »Fordi De på det sted har skiftet håndskrift. Den blev mindre. Mennesker skriver mindre, når de lyver.«
Rummet er tomt, neonrørene summer, og Dr. Henrik Voss ser på mig, som om jeg var en tekst, han vil læse færdig. Jeg har jakken på nu. Jeg har ikke døren endnu.
