Passet er rent, gryderne er kolde, og manden, der i går var køkkenchef, står udenfor på gaden med en papkasse. Jeg har set ham gå gennem vinduet. Så kommer Vivienne gennem svingdøren, alene, i en frakke, der koster mere end min månedsløn.
»Karim.« Hun kender mit navn. Investoren kender ellers kun tal. »Du er fra i dag køkkenchef.« Ingen forhåndssamtale, intet håndtryk. Hun lægger en kontrakt på passet, dér, hvor tallerkenerne plejer at stå.
»Jeg er souschef.« – »Det var du. Indtil for fire minutter siden.« Hun ser på sit ur, som om hun har taget tid. »Din løn fordobles. Dit navn står fra mandag på menuen. Om tre uger kommer kritikeren, der gav os stjernen, og tjekker, om vi stadig fortjener den.«
Jeg er fireogtredive. Jeg har stået i køkkener i tolv år, i Lyon, i København, her i Helsingør. Jeg har lært, hvad man siger til en kvinde, der ser sådan på en, og jeg siger det ikke. »Og hvis han tager den?« – »Så var De det ikke værd.«
Hun går gennem mit køkken, som om det var hendes. Det er det, på papiret. Hun åbner kølerummet, kigger ind, lukker det. Hun løfter en ske op fra fonden, som jeg har trukket siden klokken seks, og smager uden at spørge. Jeg ser på hende, og køkkenet er pludselig meget lille.
»For meget salt«, siger hun. »Nej«, siger jeg. Hun ser på mig. Det er første gang, nogen i dette hus siger nej til hende, det kan jeg se på hendes pause. »Du modsiger mig?« – »I mit køkken. Ja.«
Vivienne lægger skeen fra sig. Langsomt. »Godt«, siger hun. »Tre uger. Du laver mad, jeg er her hver aften. Jeg vil se, om du kan holde det nej ud.« Hun underskriver kontrakten først og skubber den hen til mig.
