Kapitel to af min afhandling har på side fjorten ikke en eneste sort sætning mere. Rødt blæk, margen til margen, i en håndskrift, man kan læse, hvilket gør det værre. »Det er påstand, ikke analyse.« »Hvem citerer du her, dig selv?« Prof. Elias Thorne, min nye vejleder, i otte uger.
Fakultetsfesten finder sted i gården, med lyskæder og den vin, fakultetet har råd til. Jeg tager derhen, fordi man tager derhen. Jeg tager derhen, fordi jeg ved, at han tager derhen. Det indrømmer jeg kun over for mig selv.
Han står i kanten, et glas i hånden, og taler med ingen. Alle taler om ham. Jeg stiller mig to meter fra ham ved samme bord og tager et glas, jeg ikke vil have.
»Fru Berger.« – »Hr. professor.« – »Side fjorten.« Det er et spørgsmål. »Jeg har skrevet den om.« – »Nej. De har forsvaret den. Det er noget andet.« Han drikker. »At skrive om ville betyde, at De tror på mig.«
»Jeg tror ikke på Dem.« Det er ude, og lyskæden svinger, og et sted griner dekaninden over noget andet. Thorne ser på mig. For første gang ikke som et manuskript. »Godt,« siger han. »Det var det eneste rigtige svar.«
Han er ikke gammel. Han er gammel nok til, at det ville være et emne, og ung nok til, at det bliver et problem. Jeg ser hans hånd på glasset, den samme hånd, der fører det røde blæk, og jeg bemærker, at jeg har set på den for længe.
»Mit kontor er åbent,« siger han, stille. »Hvis De vil diskutere side fjorten. Nu. Uden margen.« Han sætter glasset fra sig og går uden at vente på et svar, og gården er pludselig meget højlydt.
