Blækket på kontrakten er endnu ikke tørt, da jeg ser klausulen. Lille, under seglet, i en skrift, der bevæger sig, når jeg ikke ser direkte på den. Syv år. Ikke én nat.
»Du har skrevet under, bogbinder.« Budet har spidse tænder, når han smiler, og han smiler nu. »Vintergården venter dig.«
Vejen ned går gennem søens is, ikke over den. Jeg går ad en trappe af frossent vand, og over mig svømmer mørke fisk, langsomt, som om de havde al verdens tid. Nedenunder åbner sig en hal, hvid og blå, fuld af stemmer, der tier, da jeg træder ind. Jeg tæller trinene for ikke at tænke på de syv år og når op på hundrede og syv.
Hoffolkene står i grupper. En løfter en mønt, en anden tager den. De vædder. På mig. »Tre måner,« siger en kvinde med frostblomster i håret. »Højst.«
For enden af hallen sidder han. Kong Cael. Han er yngre, end jeg troede, og ældre, end nogen burde se ud. Hans ansigt bevæger sig ikke, mens jeg kommer nærmere. Man siger, at han ikke har smilet i hundrede år. Jeg tror det med det samme.
»Runa«, siger han, og mit navn lyder i hans mund som noget, han ikke har brugt længe. »Du skal binde hoffets bøger. Alle. Og du skal ikke se på mig, medmindre du er nødt til det.«
»Hvorfor ikke?« spørger jeg. Hallen holder vejret. Cael vipper hovedet, en centimeter, ikke mere. »Fordi jeg forbyder dig det,« siger han, »og fordi jeg ikke vil have, at du finder ud af hvorfor.«
