Broen har to nye planker. Jeg ser dem med det samme, fordi jeg er grafiker og ser ting, der ikke passer sammen: lyst træ mellem gråt, pænt skruet fast. Nogen har været her, før jeg kom. Nogen har gjort sig umage, og der er kun én, det kan være.
Jannik kommer ud af huset, da jeg sætter tasken fra mig. Fem år. Han er blevet bredere, roligere, og han har samme blik som dengang, blikket, der ser på mig, som om jeg var en sætning, han ikke har læst færdig. »Finja.« – »Du har repareret broen.« – »Den var farlig.«
Sommerhuset ved søen tilhører nu os begge, siger advokaten, indtil vi har solgt det. To uger til at rydde ud. To uger med det menneske, jeg ikke har vekslet et ord med siden vores forældres bryllup, fordi det sidste ord var for meget.
Vi bærer kasser. Det er godt, fordi man ikke behøver at tale, når man bærer. Gamle blade, service, hans fars fiskestang, min mors bøger. Mellem to kasser bliver vi stående i gangen, fordi gangen er smal, og hans arm strejfer min, og ingen går videre.
»Båden«, siger han senere, da det bliver mørkt. »Jeg har også lavet den. Robåden.« Jeg ved, hvilken båd. Den lå fem somre med et hul i stævnen i skuret, fordi vi den sommer skændtes om, hvem der skulle reparere den, og så om alt muligt andet.
Jeg går til skuret. Båden ligger der, nymalet, blå, som den var dengang. På bænken ligger en seddel med hans håndskrift: »Ville have den færdig, før du kom.« Jeg står i skuret og trækker vejret, indtil vejrtrækningen igen fungerer.
Da jeg kommer tilbage, sidder Jannik for enden af broen, på de nye planker, med fødderne i vandet. Han vender sig ikke om. Han ved, at jeg har set det. Luften hænger tung over søen, og ved siden af ham er der plads.
