Værelset har en seng. Jeg står i døråbningen med kameratasken, Livia står bag mig med sin kuffert, og vi ser begge på sengen, som om den kunne dele sig, hvis vi ser længe nok.
»Din mor har booket«, siger hun. »Din far har booket«, siger jeg. Begge har ret. Begge har kun booket ét værelse, til forloveren og brudepigen, fordi begge tror, vi om tre dage alligevel er søskende.
Livia går forbi mig, kaster kufferten på sengen, og madrassen giver efter. »Jeg tager venstre side«, siger hun. »Du snorker sikkert.« – »Hvordan ved du det?« – »Du ser ud som en, der snorker.«
Udenfor strækker vingårdene på Falster sig op mod bakkerne. Jeg åbner vinduet, fordi jeg har brug for at gøre noget med hænderne. Jeg er fotograf. Jeg ved, hvordan man skaber distance: gennem en linse. Jeg tager ikke kameraet frem.
»Vi skal til prøve klokken seks«, siger hun. »Din tale er ikke færdig endnu, jeg så papirerne på bordet.« – »Har du læst min tale?« – »Kun begyndelsen. Den er dårlig.« Hun griner. Det er det grin, der gør, at jeg ikke kan sove siden det første familieselskab.
Vi går ned i vinkælderen, hvor prøven finder sted. På trappen er der trangt, og hun stopper to trin under mig, vender sig om, og hendes ansigt er pludselig på højde med mit.
»Tre dage«, siger hun, stille, uden grin. »Bagefter er du min bror, Raffael. Så er alt, der stadig var muligt, ikke længere muligt.« Hun vender sig om og går videre. Jeg står på trappen og tæller.
